Psykomotorisk terapi

Psykomotoriske terapeuter arbejder inden for en lang række felter relateret til sundheds- og sygdomsområdet. F.eks. forebyggelse og lindring af fysisk og psykisk sygdom, ergonomi og arbejdsmiljø, fysisk træning og vedligeholdelse m.m. Her kan du læse mere om, hvad faget kan tilbyde.
Psykomotorisk terapi – kort fortalt
Psykomotoriske terapeuter arbejder inden for en lang række felter relateret til sundheds- og sygdomsområdet. F.eks. forebyggelse og lindring af fysisk og psykisk sygdom, ergonomi og arbejdsmiljø, fysisk træning og vedligeholdelse m.m. Psykomotoriske terapeuter arbejder i kommuner og regioner, i private og offentlige virksomheder samt i eget selvstændigt virke.
Psykomotoriske terapeuter arbejder grundlæggende ud fra en sundheds-/sygdomsbetragtning, der anskuer den menneskelige krop og psyke som et hele, hvor delene gensidigt påvirker hinanden. Dette konstante dobbelte blik kendetegner hele det psykomotoriske virkefelt, uanset hvilket specifikke faglige område den psykomotoriske terapeut har sit professionelle virke inden for. Ligeledes inddrages de sociale aspekter, som den/de pågældende klienter eller deltagere er påvirket af i deres liv og som dermed har indvirkning på deres velbefindende.
Det psykomotoriske arbejde kan overordnet deles i to praksisser: En behandlingsdel og en træningsdel. De to måder at praktisere faget på bliver ofte udøvet i en kombination.

Poul Nyrup Rasmussen om psykomotorisk terapi
”De unge har brug for nogle mennesker, der forstår dem og deres situation set som en helhed, nogle der, ligesom jeres faggruppe, først og fremmest ser mennesket og ikke en diagnose.”
Grundlægger og formand for Det Sociale Netværk fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Det Sociale Netværk arbejder for at forbedre vilkårene for psykisk sårbare unge. (Citat fra artiklen ”Jeres fag kan spille en stor rolle”, interview med Poul Nyrup Rasmussen, Psykomotorik 01/14.)
Psykomotorisk behandling
En psykomotorisk behandling består typisk af:
1. En samtale mellem terapeut og klient
Den psykomotoriske terapeut afdækker i samtalen både de fysiske og psykiske problematikker, som klienten præsenterer.
Udgangspunktet kan lige så vel være en psykisk problematik - som ofte også afspejler sig fysisk, f.eks. ADHD, PTSD, stress el.a. Eller det kan være en fysisk lidelse, der også rummer bagvedliggende psykiske problematikker, f.eks. hovedpine, søvnbesvær, spiseforstyrrelse el.a.
Ligeledes spørger terapeuten ind til relevante dele af klientens sociale liv for at afdække, om der her kan ligge årsager til klientens problematikker.
2. Manuel behandling
Den psykomotoriske terapeut arbejder f.eks. med klientens muskulatur, det kan være en afspænding af overspændte muskler eller en stimulering af underspændte muskler, så de strammer op. Graden af muskulaturens spændthed kan være tegn på et forhøjet psykisk beredskab - eller slaphed.
Det faglige udgangspunkt er, at alle følelsesmæssige påvirkninger ligger lagret i den fysiske krop, og at disse påvirkninger forbliver lagret dér, indtil klienten bliver bevidst om dem og får bearbejdet dem kropsligt.
3. Instruktion i øvelser af fysisk og/eller psykisk art
Den psykomotoriske terapeut opøver klientens bevidsthed i forhold til:
Kropslige signaler – klienten træner dét at kunne genkende og mærke sine fysiske gener. Klienten får konkrete redskaber i form af fysiske/psykisk relaterede øvelser til at håndtere dette på egen hånd.
Psykiske signaler – klienten træner dét at kunne genkende sine egne handlemønstre, tankemønstre, fortolkninger osv., der optræder hos ham/hende i forbindelse med udfordrende situationer. F.eks. når klienten oplever stress. Klienten får konkrete redskaber i form af fysiske/psykisk relaterede øvelser til at håndtere dette på egen hånd.
Øvelser kan f.eks. være: træning af vejrtrækning, holdningskoordination, guidet afspænding mv.
Psykomotorisk behandling er et samarbejde mellem terapeut og klient
I et behandlingsforløb hos en psykomotorisk terapeut bliver klienten altid inddraget som medspiller. Det er således ikke den psykomotoriske terapeut, der objektivt betragter klienten udefra og ’ordinerer’ nogle øvelser eller giver klienten manuel behandling for at ’fixe’ skaderne. I en psykomotorisk behandling indgår terapeuten og klienten i et teamwork, hvor klienten er ekspert på sig selv. Det forventes derfor også som udgangspunkt, at klienten gør en aktiv indsats i behandlingsprocessen.
Hvem kan få hjælp hos en psykomotorisk behandler?
Psykomotoriske terapeuter behandler både fysisk og psykisk relaterede problematikker, f.eks.:
Rygsmerter
Hovedpine/migræne
Stress
ADHD, PTSD o.l.
Spiseforstyrrelser
Søvnbesvær
Angst
Depression
Psykomotoriske terapeuter behandler alle aldersgrupper:
Småbørn/børn
Unge
Voksne
Ældre

Chris MacDonald anbefaler psykomotorisk behandling
Chris MacDonald, cand. scient i Human Fysiologi, foredragsholder, forfatter m.m. mener, at sundhedssystemet mangler den type behandling, som psykomotoriske terapeuter tilbyder:
”En kropslig tilgang til behandling er stadig stort set ikke-eksisterende i det offentlige behandlingssystem. […] med det I kan ser jeg jer som en af de riddere, der mangler omkring det runde bord.”
”Et område, hvor jeg tænker, at jeres faggruppe kan bidrage er i arbejdet med sammenhængen mellem muskelvæv og den psykiske tilstand. Helt konkret kan det handle om at hjælpe stresset muskelvæv til at slappe mere af.”
(Uddrag fra artiklen ”Det vigtigste er at lytte”, interview med Chris MacDonald, Psykomotorik 04/14, foto: Anders Hviid)
Beskrivelsen er hentet fra DAP (Danske afspændingspædagoger).